Tip:
Highlight text to annotate it
X
[UKIP MEP Nigel Farage kritiserer EU i plenarmøde]
>> FORTÆLLEREN: UKIP's taler på plenarmøderne bliver af mange afvist som ren anti-europæisk retorik, men sandheden er, at euroskeptikerne bliver flere og flere.
F.eks. står det anti-europæiske Dansk Folkeparti nu til at blive det næststørste parti i Danmark ved næste folketingsvalg.
Og når det sammenholdes med UKIP's sejre ved kommunalvalget i Storbritannien for nylig, vækker det opmærksomhed blandt politikerne.
Den konservative politiker og medlem af Europa-Parlamentet James Elles er imidlertid ikke bekymret over UKIP's voksende popularitet.
>> ELLES: Det man først og fremmest er nødt til at tage højde for er konteksten og tidshorisonten.
Vi befinder os jo i øjeblikket i en vanskelig tid med nulvækst, og folk er utilfredse med deres økonomiske situation.
Men der er selvfølgelig også politiske spørgsmål, som f.eks. indvandring, som giver anledning til utilfredshed, og som får mange konservative vælgere til at søge et alternativ.
Og endelig er der spørgsmålet om valgets natur: hvis det skete ved et parlamentsvalg ville jeg være betydelig mere bekymret end ved et kommunalvalg,
hvor folk leder efter en måde at vise deres utilfredshed på. Det her er der ikke noget nyt i.
James Elles er måske ikke synderlig bekymret. Men vi spurgte den danske politiker og euroskeptiker Merete Riisager fra Liberal Alliance om hun er enig i, at partier som UKIP ikke udgør en reel trussel.
>> RIISAGER: Nej, slet ikke. Man bør altid lytte til befolkningen. Hvis du som parlamentariker ikke lytter til befolkningen bør du se dig selv i spejlet.
Det er sund kritik. Og det er forkert og arrogant bare at feje sådan en kritik af bordet. Det er noget man i stedet bør lytte til.
>> FORTÆLLEREN: Og Merete Riisager er ikke alene. Med henvisning til den kommende folkeafstemning i Storbritannien advarer tidligere departementschef i
Udenrigsministeriet, Jørgen Ørstrøm Møller, om, at der er en reel risiko for, at Storbritannien ender med at forlade EU.
>> MØLLER: Folk spørger: hvad gør EU for mig? Hvordan kan jeg mærke fordelene ved EU i min hverdag? Politikerne har ikke formået at få det budskab igennem, at EU betyder en masse positivt for folks hverdag.
Ofte er folk derfor ikke klar over fordelene ved EU, og hvis de ikke kan se fordelene, hvorfor skulle de så være for EU?
>> FORTÆLLEREN: Ville folk komme til at fortryde deres beslutning hvis de faktisk fik presset deres land ud af EU?
>> MØLLER: Jeg tror de vil stemme med følelserne. Og følelserne ville få dem til at forlade EU. Efterfølgende ville de af økonomiske grunde fortryde deres fejltagelse. Og det ville være en stor fejltagelse.
>> FORTÆLLEREN: Du tror altså, at Storbritannien forlader EU?
>> MØLLER: Det er jeg sikker på.
>> FORTÆLLEREN: Men James Elles er ikke så sikker. I stedet ser han frem til den kommende folkeafstemning som en lejlighed til at få afklaret EU-spørgsmålet én gang for alle.
Og han tilføjer, at politikerne burde tage ved lære af UKIP's online-taktik hvis de vil gøre sig forhåbninger om at overleve i moderne politik.
>> ELLES: Den kendsgerning, at UKIP er det mest magtfulde parti på internettet er et vidnesbyrd om hvor dygtige de er til at bruge internettet til deres fordel, og at det er dér de lægger deres kræfter.
Det er på internettet de spreder de fleste af deres idéer, og det er endnu en grund til, at jeg er for en national folkeafstemning, for så kan vi bevise, at noget af det de siger, er forkert.
For ærligt talt: det meste af det de siger, er det rene vrøvl!
>> FORTÆLLEREN: Så er det bare en svale?
>> ELLES:Jeg tror det er mere end en svale. Det er folks måde at give deres utilfredshed med tingenes tilstand til kende på, og de politiske partier er nødt til at finde en måde at imødegå den utilfredshed på.
Men det viser også hvor vigtigt det er for partierne at være online. Hvis de er offline, er de ude af trit med befolkningen. Og så vil de snart blive sat fra bestillingen.